Ugens Rapport blev lanceret i 1971, og de næste ti år frem var mandebladet en kæmpe succes med sine erotiske billeder, sexnoveller og dramatiske reportager om krig og jagt.
I denne store artikel ser vi nærmere på Ugens Rapports historie samt nogle af de medvirkende piger i bladet. Den ene deltog frivilligt, mens den anden endte i flere retssager med Ugens Rapport.
Ugens Rapports historie
Mandebladet havde sloganet “Ugens Rapport – Lige på og hårdt“.
I storhedstiden, der galt fra 1971 til 1981, var der virkelig tryk på hos den lille redaktion. Chefredaktør Kurt Thyboe forklarede, at de skulle levere et nyt blad til tryk med fem dages mellemrum hele året rundt.
Udgiveren af Rapport, Aller Press, var ved at lukke i 1971, hvor de havde sat ejendommen til salg og var tæt på at dreje nøglen om. Men så dukkede Rapport op, og det skulle vise sig at blive koncernens helt store redning.
Inspirationen til Ugens Rapport kom fra det svenske mandeblad Lektyr, forklarer Mogens E. Pedersen, som var datidens ansvarshavende redaktør i dokumentaren “Ugens rapport: Lige på og hårdt”.
Mogens E. Pedersen fik overtalt ledelsen i Aller Press til at opstarte Ugens Rapport, mens han udpegede Kurt Thyboe som chefredaktør, og Kurt var så dedikeret til projektet at han nærmest arbejdede i døgndrift og sågar sov inde på kontoret.
Sex, vold og krimi
Retningslinjen lød: Det skal være sex, vold og krimi.
Ledelsen var meget skeptisk i forhold til projektet, så budgettet var særdeles stramt. De fik ingen telefoner, stole eller borde til rådighed.
Redaktionen bestod af 5-6 fastansatte samt 17 freelance-journalister og en række freelance-fotografer. Alle på redaktionen følte sig som de udvalgte, men samtidig var der en vis skepsis at spore, da ingen af dem for alvor vidste, hvad de havde takket ja til, fordi Rapport var helt alene på markedet i sin form.
Det var vigtigt, at der ikke blev skrevet om ligegyldigheder, ingen opdigtede historier eller redaktionsforstærkede overskrifter. De ansatte tjente mere end dobbelt så meget som deres kollegaer på andre blade, og de fik samtidig set verden på husets regning, så at sige.
Layouter Birgitte Resting startede på Rapport i 1972, hvor hun tiltrådte fra Hendes Verden. Hun var den eneste kvinde på redaktionen.
“Jeg tænker tilbage ‘That was impossible’. Det er aldrig sket før, det er aldrig sket siden, og det kan aldrig gentages. ‘It was magic moment in time’,” siger Kurt Thyboe i dokumentaren “Ugens rapport: Lige på og hårdt”.
Ledelsen var meget opmærksomme på at kvindernes kønsorganer ikke måtte vises i starten, og engang var der kommet fire hår med på billedet. Det blev påtalt, men allerede et halvt år senere, så vistes damerne i fuld figur.
De var også innovative i forhold til det journalistiske, hvor de udførte gonzo-journalistik, hvilket betød, at journalisten skulle opleve det, som vedkommende dækkede på egen krop.
Unge drenge greb bladet med fryd
“Alle de unge knægte på 16, 17, 18, 19 år, de greb bladet med fryd. Ikke bare på grund af tøserne og de flotte farvebilleder, men endnu mere fordi Rapport ret hurtigt blev præget af eventyr – både fra Danmark og alle kanter af verden,” forklarer Kurt Thyboe i dokumentaren og fremhæver jægeren og eventyren Freddy Wulff, som læserne kunne følge tæt, når han nedlagde sine bytter på jagt.
“Sig til dig selv, at du sidder og fortæller den her historie med en flaske whisky ved midnat sammen med en rigtig god ven. Prøv at skrive på den måde,” sådan lød rådet fra Thyboe til Wulff, da han nævnte, at han ikke vidste om han overhovedet kunne skrive. Thyboe beskriver ham som en usleben diamant, der blev virkelig dygtig til at levere journalistik for magasinet.
Oplaget nåede op på omkring 270.000 eksemplarer ugentligt i en periode efter under et år på markedet, og det var således det tredjestørste blad i Danmark, da det havde sin storhedstid. Så kombinationen af sex, vold og krimi viste sig at være en succesformel på daværende tidspunkt.
Kurt Thyboe: Rapport var en guldfugl
“Det var ikke bare en niche. Der var et kæmpe, åbent hul i markedet til Rapport. Da det var day one sagde ‘Bingo!’, så går det op for alle, at vi sidder på en guldfugl, man. Vi sidder på en guldklump af rang,” som Kurt Thyboe udtrykker det.
Datidens ansvarshavende redaktør, Mogens E. Pedersen, forklarer, at han blev kaldt op på kontoret hos Svend Aller, som sagde:
“Jeg må jo tænke på familiens navn.” Så svarede Mogens E. Pedersen køligt: “Jamen, jeg har da også et navn. Jeg lægger også navn til.”
De ville med andre ord gerne have pengene, men de ville ikke rigtigt være ved at de ejede bladet, og Svend Aller mente angiveligt, at han ikke fik Dronningens Ridderkors, fordi han var involveret med Rapport.
Nyt kontor tæt på Amalienborg
Efterfølgende fik Rapport-redaktionen et nyt kontor, da Aller-koncernen havde fået nok af at have redaktionen rendende på egen matrikel. Det nye kontor lå i en lejlighed nede på Skt. Anne Plads, der pudsigt nok var placeret meget tæt på Amalienborg.
Nogle af de tidligere journalister på redaktionen beskriver Kurt Thyboe som en kunstner, der nogle gange var ude af kontrol og som var utroligt visionær.
Når salgstallene var gået op, så blev buddet sendt ned for at købe nogle flasker whisky, så redaktionen kunne fejre det. Hvis oplaget var gået ned, jamen, så drak de alligevel. Sådan var kulturen ganske enkelt.
Thyboe blev efterfølgende kendt for at overskride alle budgetter, men varen blev altid leveret til tiden. Aller-ledelsen vidste godt, at det var en pengemaskine, og derfor fik Thyboe og co. lov til at fortsætte.
Overskud på 30 millioner kroner årligt
Sommetider lå overskuddet på 30 millioner kroner om året, og her er vi altså tilbage i 70’erne.
“Det var så grotesk og ekstremt i forhold til verden omkring os. Det var som en drøm. Det skyldtes først og fremmest, at der ikke manglede penge i kassen,” forklarer daværende journalist Bjarne Castella i dokumentaren “Ugens rapport: Lige på og hårdt”.
Bjarne Castella fortæller videre, at journalisterne også fik løn for at skrive sexnoveller til bladet, og det tror han at alle journalisterne gjorde fra tid til anden. Og han tilføjer:
“Jeg skrev dem (sexnovellerne, red.) på redaktionen eller derhjemme, når jeg var der, efter at jeg havde fået et par forfriskninger. Man kunne ikke rigtig få det til at svinge uden at man havde en lille skid på.”
Rapport blev hånet af branchen
Rapport var ikke populært blandt andre i mediebranchen, fordi ingen andre medier kunne matche den form for journalistik, eftersom det krævede en kæmpe økonomi, som de ikke havde.
“Vi blev hånet, foragtet og stigmatiseret af hele vores branche. So we were like fighting the world,” siger Thyboe i dokumentaren og uddyber:
“Mit stærkeste forsvar for at lave Rapport med hele det miks af sex, flotte tøser, fed journalism var altid, I was proud. Jeg var altid sindssygt stolt over at have lavet Rapport.”
Thyboe tilføjer, at han var vildt ambitiøs og han skulle være den bedste i sit fag, og det ved han, at han nåede i nogle år. Men i virkeligheden var det ikke meningen med hans liv.
Han beskriver det som for tomt, og hele chefrollen var fed nok i Rapport-årene, men det var i virkeligheden et rædselsfuldt tomrum, fordi du er helt alene altid, fortsætter han.
Thyboe: Så aldrig nøgen dame i Rapport-tiden
Folk troede, at alle journalisterne væltede sig i damer, men Kurt Thyboe fortæller, at han aldrig så en nøgen dame med egne øjne real life i Rapport-regi, kun i bladet.
Det skal så også med, at Thyboe havde en kone og var familiefar til tre på daværende tidspunkt.
Dengang drak journalister whisky og røg smøger, og så mødte de ind ved 9/10-tiden om morgenen og gik igen i gang med at skrive ved skrivemaskinen, og så klokken 17, så vendte de tilbage på værtshus for at rafle eller snakke med bajere ved deres side.
Spiritus var med andre ord benzinen på redaktionen, der var med til at alle gav den en ekstra skalle. Nogle gange var det sågar nødvendigt at hente journalisterne på værtshusene, fortæller Kurt Thyboe.
Andre gange var det nødvendigt at tage hjem til dem og hive dem ud af dynerne, give dem et koldt bad og få dem op at stå igen.
“Der var mange, der levede fra den ene artikel til den anden, og der var mange, der ikke startede på at skrive den næste, før de havde brugt alle pengene fra den sidste. Og nogle af dem boede på hotel. De havde sgu aldrig haft et rigtigt hjem,” udtaler Freddy Wulff i dokumentaren.
Journalister fik løn på forskud
På mange måder var Rapport også et socialt projekt, hvor kreative mennesker blev uddannet til at blive mere dannede i deres tilværelser.
“Vi tog os af dem, der gik ned. Vi kunne sagtens se ‘Han er på den nu. Han er ked af det’. Vi opsøgte dem, hvor de boede og rettede dem op igen. Hvis du har den mindste gnist af feeling for kreative mennesker, så ved du også at de driver sig selv forbi alle grænser for at skabe. Det er derfor at malere kan blive sindssyge,” siger Kurt Thyboe.
Thyboe bliver beskrevet som flink med de gule sedler. Det vil sige, at journalisterne kom med nogle ideer på sedler, og så fik de et økonomisk forskud, og nogle gange blandede Aller-toppen sig og sagde, at nu kunne de ikke få flere forskud, før de havde leveret.
Thyboe skriver også i sin selvbiografi “Storyteller”, at han nogle gange skrev artiklerne for nogle af de hårdtpressede journalister for at hjælpe dem godt på vej, og holdt hånden over dem på den måde.
Eneste kvinde på redaktionen
Layouter Birgitte Resting startede på Rapport i 1972, hvor hun tiltrådte fra Hendes Verden. Hun var den eneste kvinde på redaktionen. Hun ville ikke have nøgne damer på væggen. I stedet fik hun nøgne mænd på væggen.
Hun fortæller, at hun ikke følte sig anderledes på redaktionen, fordi hun var kvinde. Hun beskriver dem som professionelle alle sammen.
“Hvis de tog mig et eller andet sted, så tog jeg også dem et eller andet sted. Alt det der med sexchikane i dag, det havde vi ikke noget af. Det var jo bare en gode, ikke?,” konstaterer Birgitte Resting grinene i dokumentaren.
Oplaget begyndte at falde
Der kom pludselig flere spillere på markedet, og det betød, at oplaget begyndte at ryge i frit fald for Rapport. Der kom blandt andet et blad ved navn Aktuel Reportage.
Den tidligere journalist hos Rapport, Bjarne Castella, stod også bag en række magasiner, der pludselig lå i direkte konkurrence. De havde spøjse navne, såsom Slik, Slam, Klør Fem, Candyfloss, Oh Dagmar og Fjams.
Direktionens besked var klar: Der skulle flere nøgne damer i bladet! Og Kurt skulle vende oplagsnedgangen, og de spildte ikke tiden med at rose ham for ti års tro tjeneste med masser af succes og en kæmpe pengetank til koncernen.
Man begyndte også at bringe billeder af damer med spredte ben, hvilket redaktionen var meget imod, fordi grænserne blev rykket. Derefter fulgte konkurrencen stille og roligt fra TV.
I starten fyldte sex omkring 15 procent af Rapport, men med den nye linje udstukket af Aller-toppen, så var det fordoblet til 30 procent.
Gennem en toårig periode (i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne), oplevede man en oplagsnedgang på i gennemsnit 40.000 eksemplarer per uge.
Seks måneder senere fik Kurt vendt skuden og oplagstallene hamrede igen op forbi 170-180.000 eksemplarer på ugentlig basis. Samtidig var omkostningerne skåret ned. Kurt havde med andre ord gjort det igen.
Thyboe troede han skulle have bonus, men fik en fyreseddel
Kurt Thyboe var på turné med Dr. Hook i en otte-ti dage, da han pludselig blev ringet op og fik besked på at han skulle møde op hos Aller-koncernen.
Thyboe tog et privatfly på firmaets regning og blev fløjet af en fra Dr. Hooks hold tilbage til Aller. Han var en time for sent på den, så han måtte tænke kreativt, da han skulle ind.
Han tog et langt tilløb og med et karatespark sparkede han døren op til bestyrelseslokalet, hvor der med Kurts egne ord sad 20 “bedemænd” ved et langbord.
Han landede på knæene og kurrede henad gulvet, mens han sang Dr. Hooks seneste hit “I Got Stoned And I Missed It”.
Den øverste af bedemændene sagde: “Vil de venligst forføje dem, unge mand”, og så forlod Thyboe lokalet i samme moment.
Den 8. september 1981 blev Kurt Thyboe ringet op igen, og han blev bedt om at møde op præcist klokken 12.20. Han troede, at han skulle have en kæmpe bonus, en halv million kroner.
Aller havde tjent over 200 millioner kroner
Kurt Thyboe vidste, at de havde lavet 20 millioner kroner i overskud i ti år i træk, samlet set 200 millioner kroner, altså en milliard i danske kroner i dag, så han var overbevist om at der ventede ham en klækkelig bonus for mange års tro tjeneste.
Der var kun tre en halv måned til Rapports 10 års fødselsdag, så Kurt tænkte, at timingen til en gedigen bonus var kommet.
Han fik besked på at nok hellere måtte sætte sig ned af overbossen Carl Erik Aller, da han ankom, men Kurt tænkte, at det behøvede han ikke. Han var klar til at danse om lidt, når han fik den halve million.
Så røg det ud fra direktør Poul Holdt Hansen: “Du er fyret!”.
Så satte Kurt sig ned, og ønskede at få et øjeblik til lige at samle sig. Han spurgte høfligt, hvad årsagen var til fyringen.
“Oplaget falder”, lød det. Kurt svarede resolut: “Gu’ gør det ej. Det er jo løgn. Det flyver deropad”.
“Nåh, ja, men du er for gammel. Vi vil have en ung chef,” tilføjede Aller-toppen.
Kurt svarede: “Jeg er 41 år, hvor gammel er ham, der skal afløse mig?”
“Han er 37 år,” svarede Aller-toppen.
Holdt tilføjede lidt efter køligt: “Sådan er det bare, og det kan du ikke gøre noget ved.”
De endte med at indgå en aftale, hvor Thyboe fik en bonus for at holde kæft i pressen, så han selv skulle fortælle, at han frivilligt var gået for at holde Allers sti ren, beretter han i sin selvbiografi “Storyteller”.
Når alle personlige udgifter var trukket fra, så endte Kurt med at få 160.000 kroner i hånden, ifølge eget udsagn, mens hans økonomi havnede i ruiner og medførte en større skattegæld. Samtidig valgte Mogens E. Pedersen at trække sig fra Rapport efter mødet.
Kurt sagde angiveligt også til mødet efter beskeden om fyringen:
“Det er også lige meget. Jeg er yngre end jer. Når I dør, så kommer jeg og pisser på jeres grav.”
Noget tid efter gik hele redaktionen i kælderen, hvor de holdt et møde. Der var efter sigende 11 ud af 15 ansatte, der forlod bladet sammen med Kurt. Heriblandt layouter Birgitte Resting og eventyreren Freddy Wulff.
Den dag i dag eksisterer Rapport stadig, men under navnet Rapport Classic. Bladet udkommer ikke længere ugentligt, men derimod én gang om måneden.
I 2010 valgte Aller at sælge Classic Rapport til firmaet SAB Group ApS. Derudover fulgte en række andre blade med i handlen i form af Express, Tidens Mand, Pige-Special, Super og de svenske blade FibAktuellt og Lektyr.
15-årig pige fik sin nøgenmodel-debut i Ugens Rapport
Pia Fris Laneth som, med egne ord, i den efterfølgende tid var medvirkende nøgen i halvdelen af Europas magasiner, var bare 15 år gammel, da hun debuterede i Ugens Rapport som “Folde ud-pige”.
Hun er 168 centimeter høj, så hun var ikke høj nok til at modebladsmodel, men hendes højde og former passede altså godt til at være “folde ud-pige” i mandeblade i Europa.
På det tidspunkt gik hun i 1.g og arbejdede i fritiden i en bagerbutik, hvor hun blot tjente 15 kroner i timen.
“Min veninde spurgte mig, om det ikke ville være en god idé, at jeg meldte mig. Det var altså ret fristende. Så meldte jeg mig. Før han gik i gang med at fotografere mig, så skulle jeg havde mine forældres tilladelse, fordi jeg kun var 15 år, og det fik jeg. I min familie var man vant til at se kvinder slide sig ned i industriarbejde og bagved en disk. Så de syntes, at det var en virkelig nem måde at tjene penge på,” fortæller Pia Fris Laneth i DR-dokumentaren “Sexobjekt”.
I Ugens Rapport blev hun fotograferet splitternøgen som 15-årig, og bladet udkom hele i 260.000 eksemplarer, fortæller hun og tilføjer, at hun fik 1.500 kroner for at medvirke.
“Jeg havde ingen idé om, hvad seksuelle lidenskaber kunne være. Der lyser også en uskyld ud af de billeder, som handler om at jeg syntes ikke, at det handlede om sex, men om livsglæde,” fortæller Pia Fris Laneth videre.
Mænd onanerede ved synet af mig
“Jeg opfattede det selv meget uskyldigt. Jeg tænkte ikke på at der var mænd, der hængte billeder op af mig eller mænd, der onanerede ved synet af mig. Det kom som et ubehageligt chok.”
“Den måde, som jeg kom til at tænke over på det, var da jeg flyttede hjemmefra. Jeg fik min egen adresse og endte derfor i telefonbogen, og første gang jeg tog min smarte, røde drejeskive-telefon op, så var der en mand, der stønnede ‘Jeg sidder med dig her i Rapport. Du ser så…’. Jeg tænkte ‘Hvad foregår her!?’. Det var skide ubehageligt. Jeg forstod ikke, hvad der foregik. De troede, at de med i prisen skulle have lov til at kontakte mig personligt. Det var virkelig grænseoverskridende.”
Pia Fris Laneth, som dengang hed Pia Fris Jensen (f. 1956), fortæller videre, at hun blev bange for at bo alene og for at gå på gaden, fordi der var så mange, der nu vidste, hvem hun var. Og da hun begyndte at læse på universitetet, så mødte hun foragt i stedet for anerkendelse over at have været med i det kulørte blad.
Har aldrig fortrudt at være i Ugens Rapport
Hun understreger dog, at hun aldrig har fortrudt, at hun medvirkede i Ugens Rapport og andre magasiner.
“Man kan ikke fortryde, hvad man gjorde, da man var 16 år gammel,” som hun siger.
Skuespiller lagde sag an mod Rapport to gange
Skuespillerinden Lise-Lotte Norup røg på forsiden af Rapport mod sin vilje tilbage i 1974.
Hun medvirkede i filmen “Rapportpigen” fra 1974 , hvor hun spillede en pige, der skulle med i Rapport, selvom hun ikke var interesseret i det i filmen. Og det var bestemt ikke kun i filmen. I virkeligheden ville Lise-Lotte Norup heller aldrig gøre det, hvis det stod til hende selv.
“Jeg får selvfølgelig ind i min kontrakt, at der skulle stå, at de billeder ikke måtte bruges til noget som helst andet end som rekvisit i filmen. For en sikkerheds skyld, så fik jeg også en advokat til at skrive til dem, at det var på de betingelser. Så jeg syntes, at jeg havde garderet mig,” fortæller Lise-Lotte Norup i DR-dokumentaren “Sexobjekt”.
Inden filmen blev udgivet, blev hun kontaktet af Rapport, som spurgte om hun ville på forsiden for at promovere filmen yderligere med de billeder, som var blevet taget.
Hun takkede nej, men endte alligevel på forsiden
Men hun takkede pænt nej. Det lod bladets ledelse sig åbenbart ikke stoppe af, for hun endte på forsiden med billeder, der var taget i forbindelse med filmen.
“Jeg kan huske det chok, som jeg fik. Jeg kan huske, at jeg tænkte ‘Det er løgn, det er løgn, det er løgn. De har gjort det alligevel.’. Den rolle, som man pludselig spiller i en film bliver til virkelighed. Det er bare så svært at fatte. Man bliver bare så ked af det. Og man tænker ‘Er jeg ikke mere værd end at man bare kan gøre det?’. Jeg var helt sikker på at redaktøren (Poul Munk, red.) havde forstået, hvor meget det betød for mig ikke at komme på forsiden af deres blad,” fortæller Lise-Lotte Norup videre i DR-dokumentaren “Sexobjekt”.
Lagde sag an og fik erstatning begge gange
Lise-Lotte Norup endte med at lægge sag an mod Ugens Rapport, og de endte i en retssag, hvor der blev indgået et forlig og hun fik 400 kroner i erstatning. Men for hende handlede det ikke om penge. Det var derimod en principsag, og foruden bøden fik bladet samtidig fik en løftet pegefinger om aldrig at gøre det igen.
Lise-Lotte var så ked af at have fået trykt billeder i bladet mod sin vilje, at hun endte med at klippe sit hår kort og blive farvet rødhåret, så hun var sværere at genkende i offentligheden.
“Den største krænkelse var at jeg ikke havde noget at sige over min krop. At de bare kunne gøre præcis, hvad de ville. Jeg kunne ikke gå til min familie, fordi jeg vidste, at de ville sige ‘Hvad sagde vi? Du skulle have holdt dig fra den branche, så var det aldrig sket’,” slutter Lise-Lotte Norup i DR-dokumentaren “Sexobjekt”.
15 år senere blev hendes billede brugt i Ugens Rapport igen, og denne gang blev der ikke indgået et forlig. I stedet kørte sagen hele vejen, og hun vandt retssagen. De måtte betale en erstatning til Lise-Lotte Norup. Hvor stor denne erstatning blev melder historien intet om.
Kilder til artiklen: Kurt Thyboes selvbiografi “Storyteller”, DR-dokumentaren “Ugens rapport: Lige på og hårdt” og DR-dokumentaren “Sexobjekt”.
